Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Øresmerter hos børn er tegn på sygdom i ydre øre eller mellemøret. Sygdomme i det indre øre giver ikke øresmerter.
Den hyppigste årsag til øresmerter hos børn er mellemørebetændelse. Typisk udvikler en mellemørebetændelse sig i forbindelse med en forkølelse. Det forkølede barn får feber og tiltagende øresmerter. Øresmerter hos de mindste børn under 2 år viser sig ved urolig nattesøvn, medens de lidt ældre børn klager over ondt i øret og holder hånden op til øret.
Andre årsager til øresmerter hos børn kan være fremmedlegemer (perler, ærter, majs mv.) i øregangen. Et sådant barn har ikke feber.