Udarbejdet af:

Høreapparat

De almindelige høreapparater består af en mikrofon, en forstærker, en højttaler, og et batteri. Det moderne høreapparat er digitalt og kan indstilles efter den enkeltes behov. De fleste – men ikke alle - høreapparater har et teleslyngeprogram.

Høreapparater findes i forskellige udformninger – ’bag-øret’ eller ’i-øret’ apparater. ’Bag-øret’ høreapparater er mere driftsikre og kan give kraftigere lyd. De mindre ’i-øret’ apparater giver mindre kraftig lyd og har en større tendens til at hyle.

Benforankrede høreapparater (BAHA) består af et slags høreapparat, der har fast forbindelse med kraniets knogle. Apparatets mikrofon opfanger omgivelsernes lyde, som forstærkes og påvirker hørefunktionen ved at vibrere kraniet. Det indre øre er en del af kraniet og kan derfor opfange lyden og sende den videre til hjernen. Høreapparatet klikkes fast på en lille skrue, der sættes fast uden på hovedet. Et benforankret høreapparat kræver et fungerende indre øre og intakt hørenerve for at det kan virke. BAHA bruges især ved misdannelser i mellemøret eller øregangen. Men også i de tilfælde, hvor det er vigtigt,at øregangen holdes åben.

Den nødvendige skrue opereres ind i kranieknoglen lige bag ved øret. Operation tager højst 1 time og foretages ofte i lokalbedøvelse. Når skruen – efter 2-3 måneder – er vokset fast i knoglen, sættes der et mellemstykke på, som høreapparatet kan klikkes på.