Hørenedsættelse hos børn
Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Hørenedsættelse hos børn kan være medfødt eller forårsaget af mellemørebetændelse. Opdager og behandler man ikke hørenedsættelse i tide, kan det føre til forsinket eller manglende udvikling af tale og sprog. Der findes heldigvis mange gode muligheder for at hjælpe børn med nedsat hørelse og langt de fleste opdages og behandles med godt resultat.
I Danmark får alle nyfødte tilbud om hørescreening og de fleste tilfælde af medfødt hørenedsættelse opdages derfor i tide. Mere end halvdelen af de medfødte hørenedsættelser er arveligt betinget. Den anden del skyldes bl.a. fødselsskader, infektioner under graviditeten eller er en del af et større sygdomskompleks (syndrom).
Børn med hyppige forkølelser og mellemørebetændelser har en øget risiko for at udvikle nedsat hørelse. Forældre bør overveje om hørelsen er dårlig, hvis barnet reagerer dårligt på lyd eller er forsinket i deres sprogudvikling. Som en ”tommelfingerregel” begynder et barn at pludre ved 2-3 måneders alderen, kan udtale enkelte ord når det er 1 år, tale i sætninger med 5-10 ord når det er 1½ år gammelt og som toårig lave korte sætninger.
Alle danske børn får tilbud om at deltage i forebyggende børneundersøgelser hos deres praktiserende læge. Som en del af børneundersøgelsen spørger lægen til barnets hørelse og sprog.